Når mainstream er tegn på identitetskrise

Kan man være mainstream og samtidig have en holdning og bevare sin identitet. Hvad betyder det for et topbrand som Apple? Er de ved at miste deres identitet?

For mange virksomheder er det et mål i sig selv at blive mainstream, og særligt på nettet oplever jeg virksomheder har den holdning, at de jo nødigt skulle skræmme nogen væk. Men er det at være mainstream ikke blot lig med ikke at have nogen holdning og ingen identitet?

Vil du være mainstream eller have en stærk identitet?

Jeg er netop begyndt på at læse “De Autentiske Virksomhed” af Nikolaj Stagis, og heri beskriver han mainstream som en identitetskrise, der er farlig for virksomheder. Umiddelbart, kan det jo lyde lidt mærkeligt, for hvis man først er blevet mainstream, betyder det jo at man henvender sig til hele markedet, hvilket vel kun kan være positivt for pengekassen.

Men der er også en bagside af medaljen. Når man bliver mainstream mister man den identitet, som defineres af den snævre målgruppe man henvender sig til. Man befinder sig pludselig i direkte konkurrence med de andre mainstreame produkter på markedet. Et godt eksempel er Apple – ikke en virksomhed, der umiddelbart ligner en virksomhed i krise. Men med de seneste års succes med iphone, har de mistet en stor del af deres identitet og kæmper nu på samme markedsvilkår, som Samsung, LG, HTC og Huawei.

Identitetskrise hos Apple

For blot ti år siden var apple kendt som et luksusprodukt, primært for den kreative klasse. Det skyldtes hovedsageligt et luksuriøst design og at Mac-computerne i mange år var de bedste computere, når det handlede om grafisk arbejde. Hvis man ejede et Apple produkt, blev man anset som en person, der var med på beatet og kreativ.

Billedet er dog lige så stille ved at ændre sig, det begyndte dels med lanceringen af iPod’en, i særdeleshed med iPhonen og efterfølgende iPad’en. Produkterne henvendte sig ikke direkte til de kreative og ramte ind i økonomisk opsving, hvor flere havde råd til highendprodukter. Samtidig lancerer de deres produkter i flere versioner og forskellige prisklasser, så alle har råd. Senest så vi det, da den billigere iPhone 5C blev præsenteret. I en tid hvor “alle” har en iphone, og hvor alle tablets kaldes en iPad, kan det ikke være forkert at kalde Apple for mainstream. Der er absolut ingen tegn på krise! Men der er faresignaler. De har bevæget fra den smukke og rolige sø ud i hajfyldt farvand, hvor konkurrencen om føden er meget større. Efterhånden som de andre brands begynder at levere lækkert design og høj funktionalitet, er der kun to steder at konkurrere – prisen og innovation.

Vi kan hurtigt blive enige om at prisparametret blot gør dem endnu mere mainstream, og innovationsmæssigt er det efterhånden rigtigt svært at følge med. Jo jo selvfølgelig kommer de jo nok snart med et iWatch, men Samsung og mange andre er allerede kommet dem i forkøbet. Derfor skal Apple enten kæmpe endnu mere på prisen eller spytte flere innovative produkter på markedet i en højere hastighed. Det er skruen uden ende.

Værn om dine kerneværdier

På den måde kommer deres situation til at minde om den krise de stod i for små 20 år siden, hvor Steve Jobs vendte tilbage til Apple og reddede virksomheden. Han skar drastisk ned i virksomhedens produktportefølje og satsede i stedet på nogle få kerneprodukter, der signalerede design og highend. Min konklusion er at Apple langsomt, men sikkert, er ved at miste deres stærke identitet. Til gengæld er de blevet mainstream. Det kan på længere sigt koste dem dyrt, efterhånden som deres trofaste fans bliver udskiftet med mere troløse forbrugere.

Min pointe er at det er vigtigt at værne om sin identitet og sine værdier, for det er heri din trofaste kunder spejler sig. Det er det, der betyder at de kommer igen, og det er det, der gør at de anbefaler dig til andre. Hvilke værdier har du, som er værd at værne om?